Nyhedsbrev september 2023

11. september 2023 22:25 , af Sara Skovbo Østergård

Hvilken start på efteråret! September har vist sig smukt frem med særdeles fremragende tennis- og padelvejr, og vi er mange, som har nydt det på banerne og terrassen. Vejret fortsætter formegentlig ikke, som i den forgange uge, så derfor er vi glade for at kunne meddele, at der nu er åbnet op for tilmeldingen til årets indendørs tennissøson. Til padelspillerne har vi fået stablet et fedt samarbejde på benene, og så har vi i Nyborg Tennis- og Padelklub rundet en stor milepæl. Alt sammen noget, som du kan læse mere om i denne måneds nyhedsbrev. 

Tennis: Indendørssæsonen 2023/2024
Bestyrelsen har i år besluttet, at priserne, for årets indendørssæson 2023/2024, forbliver på samme niveau, som sidste sæson. Vi håber, at mange medlemmer, vil tage imod tilbuddet, så vi kan få booket tennishallen godt op over vinteren. Tilmeldingen er allerede åben for nye spillere:
- Formiddagstennis       Pris kr. 535,00,-                           Sæson 03.10.2023 – 30.04.2024
Tilmelder du dig formiddagstennis, kan du booke baner i tennishallen indtil kl. 14.00.
- Heldagstennis             Pris kr. 985,00,-                           Sæson 03.10.2023 – 30.04.2024

 Var du tilmeldt indendørstennis sidste år, skal du ikke tilmelde dig igen, da du automatisk er tilmeldt. Du modtager en faktura på mail, medmindre du melder dig ud. 

Padel: En stor milepæl og rabataftale med WAP
To år efter, at de første to padelbaner stod klar i Nyborg Tennis- og Padelklub, har vi nu rundet 400 padelmedlemmer. Wow! Det er en stor bedrift, som vi, som klub, kan være utrolig stolte af. En tak skal lyde til alle jer; klubbens mange frivillige, trænere og spillere. I bidrager alle til, at klubben er et rart sted at komme og spille padel, hvilket mange tydeligvis har fået øjnene op for. Det er vi utrolig glade for.

Til alle jer mange padelspillere kommer her endnu en glædelig nyhed: Det er lykkedes os at få en rabataftale på plads med We Are Padel i Nyborg. Så tager du et smut over i centeret og spiller, kan du, som medlem af Nyborg Tennis- og Padelklub, få -30 % på din booking med koden ”Nyborgpadelogtennis”. Det skal selvfølgelig være dig, som er medlem af NTPK, der booker banen, men dine medspillere behøver ikke være medlem hos os. De er dog altid velkommen i klubben. Vi håber, I bliver glade for aftalen.

Køleskabet, sodavand og øl
Det er dejligt at se, at så mange benytter sig af tilbuddet med kolde øl og vand efter endt træning og generel hygge på terrassen. Det kræver dog lidt at have sådan et køleskab stående i klubben, og vi søger derfor en, to eller flere frivillige, som kunne tænke sig at tage ansvaret for køleskabet. Opgaven indebærer bestilling af drikkevarer og opfyldning af køleskabet, således der altid er kolde øl og vand til klubbens medlemmer. Kontakt gerne Mark Pedersen. Det vil være en kæmpe hjælp for klubben!

Glemte sager, tomme dåser og flasker
Nu til den knap så sjove information. Husk nu at vi alle skal hjælpes ad med at holde klubben pæn og ryddelig. Det vil sige; finder man glemte ting og sager ved banerne, på terrassen eller i klubhuset så læg dem ind i skabet til venstre for køleskabet. De skal ikke bare smides ind i klubhuset. Tomme dåser og flasker bedes stilles på hylderne/kasserne på gulvet – og tøm dem lige først, tak!  

Vigtige datoer
 Til slut kommer her et par vigtige datoer:
- Den 24. oktober afholdes årets generalforsamling. Har du endnu ikke fået læst bestyrelsens seneste skriv vedr. valg til bestyrelsen, kan det læses her.   
- Den 12. november er der arbejdsdag i klubben, hvor vi skal have gjort bl.a. tennisbanerne og terrassen vinterklar.

Der vil senere komme yderligere informationer ud om begge arrangementer, men noter allerede nu gerne datoerne i din kalender. Vi håber at se dig.