Padel: Program til klubmesterskab m.m.

6. august 2024 21:45

Klubmesterskab: Vedhæftet finder du årets program for klubmesterskaberne, der løber af stablen fra den 18. august og frem til finalerne den 7. september. Husk at tjekke op på hvornår du skal spille og giv din makker et praj om det. Det er dejligt med så mange tilmeldinger, og vi glæder os til nogle dejlige dage i klubben med fuld gang i banerne og hygge på terrassen. 

Klubfest: Efter finalerne er spillet lørdag den 7. september kalder årets klubfest. Prisen er kr. 175,- hvilket inkluderer velkomstdrink og mad. Sidste tilmelding er den 31. august. Festen er for alle medlemmer af Nyborg Tennis- og Padelklub. Tilmeld dig her allerede nu - vi håber at se dig! :-)  

Padeltræning med Claus Hovgaard: Vi gentager succesen og har arrangeret en træningsdag med Claus Hovgaard igen. Træningen afvikles onsdag den 4. september i tidsrummet 14.30 - 22.00, og der er i denne omgang mulighed for gruppetræning, som sidste gang, samt en mere intens omgang for 4 x1 spillere. Træningen henvender sig til let-øvet og øvet. Mere info findes i vedhæftede invitation. Tilmeld dig allerede nu i aktivitetskalenderen på datoen den 4. september. Har du spørgsmål til arrangementet så kontakt gerne Claus Hinrichsen på mobil 30487200. 

Træning lørdag den 10. august og 31. august: Der er en enkelt plads ledig på denne uges lørdagstræning for letøvede. Skal pladsen være din, så skynd dig i aktivitetskalenderen og tag den før din makker. Har du ikke nået at få en plads på træningen på lørdag, så er der åbnet op for tre træningspas lørdag den 31. august. Disse kræver også tilmelding via aktivitetskalenderen

Søndagsmix:
Er i gang igen efter sommerferien så hop i aktivitetskalenderen og tilmeld dig. Søndagsmix er et socialt arrangement for padelspillere på alle niveauer. Her mixes rundt på banerne, og der hygges med fælles morgenmad fra kl. 08.30. Deltagelse koster kr. 30,- (hvilket inkluderer morgenmad). Tilmelding er nødvendig og sker via aktivitetskalenderen. Maks 16 deltagere. Tilmelding efter "først til mølle"-princippet. Ved spørgsmål kontakt da venligst Claus Hinrichsen på mobil 30487200.  

Træning med Mathies: En fed måde at få træning på sammen med dem, man normalt spiller sammen med. Jacob Mathiesen er træner i klubben, og han tilbyder træning, hvor i skal være fire spillere, der booker en bane, som i plejer. Dvs. i bruger én af jeres tre bookinger på træningen. I skal, som spillere, selv aftale træningen med Mathies, som kan  fanges på mobilnummer +4528186854. Prisen for træningen er kr. 150,- pr. bane, som I betaler på klubbens mobilepaynummer "536646", inden træningen går i gang. Betalingen bedes markeres med ”Padeltræning Mathies” ved overførsel. Derudover skal I også give en øl/vand til Mathies :-) 

Vi ses i klubben!