Hermed pressemeddelelse udsendt 1. juni 2022:
Efter en sløj start med en knebent nederlag til nedrykkerne fra Tåsinge, er det kun gået én vej for det helt ferske hold padelspillere fra Nyborg Tennis- og Padelklub. Det er et hold, bestående af spillere hvor mange stort set ikke kendte hinanden for et halvt år siden, og flere kun havde begrænset kendskab til spillet. Det beviser dels hvor let tilgængeligt det er at spille det hurtigst voksende spil i Danmark, dels den arbejdsindsats de alle har lagt for dagen for at få det til at lykkes – for det er klart, det kommer ikke af sig selv. I tillæg skal det bemærkes, at klubben slet ingen baner havde, før august sidste år. Efter forårssæsonens kampe, er resultatet således oprykning til Elitedivisionen, hvor de blandt andet skal møde de dobbelte Danmarksmestre fra Odense.
Flot udvikling
Det er derfor med god grund, at holdkaptajn Martin Svane roser spillerne for den udvikling de har haft. - Vi var skuffede efter det forsmædelige nederlag til Tåsinge, en kamp som kunne have gået begge veje. Men vi valgte ikke at se os tilbage, og kæmpe for sejr i alle de efterfølgende kampe, og har fået god opbakning fra klubben ift. tilrettelæggelse af træningsforholdene. Og strategien er i den grad lykkes.
Det er på flere områder et blandet hold vi møder. Yngste mand er 37 år, og alderspræsidenten 57. Et par af spillerne har erfaring fra tennis, og to andre har spillet padel i mange år. De har alle erfaring fra anden ketchersport og mange har spillet fodbold. Spillerne har en sund indstilling, og er blevet et harmonisk, positivt og fremgangsrigt hold, blandt andet takket være de fysiske rammer klubben har skabt på Østerøvej 66.
Allerede behov for flere baner
Efter pres fra flere medlemmer, valgte klubben at invitere Nyborg Kommune til samarbejde om etablering af to padelbaner. De nye baner, skulle anlægges indenfor det samme område som klubben i forvejen har seks tennisbaner og klubhus. Samtidig besluttede de at lægge penge i at udvide og forskønne udendørsarealerne, for at samle alle klubbens medlemmer på det samme sted og under samme himmel. Der var kun én ting, omgivelserne stillede spørgsmålstegn ved.
- Vi blev på forhånd advaret mod at anlægge for få baner. Alle med blot det mindste kendskab til padel, mente vi mindst skulle have 4 baner, og gerne 6, kan klubbens formand Robert Williamsen berette. - Dette til trods, valgte vi at fortsætte med den oprindelige plan og 21. august sidst år, kunne vi derfor ønske Nyborgenserne velkommen til spil på to baner, og hvor landsholdet kom og havde en opvisningskamp. Siden er medlemstallet eksploderet. Vi har haft en medlemsvækst på over 60% siden august, og det uden at det er gået ud over antallet af tennismedlemmer. Alene i maj måned, har vi fået over 60 nye medlemmer. Vi er derfor i gang med at planlægge hvordan og hvor vi kan placere de næste to baner. – Vi kan mærke, at der er pres på banerne og medlemmerne skal koordinere med hinanden for at få spilletider og planlægge i bedre tid. Det er et tveægget sværd, for det er jo fantastisk for klubben at opleve sådan en succes, samtidig som vi kan se at er et tiltagende pres på banetider.
- Midt i det hele denne proces, er der nu en 36 meter høj antennemast under opførelse, lige præcis der hvor vi har planlagt de kommende to baner. Heldigvis har vi en rigtig god dialog med både kultur- og fritidssektoren og teknisk forvaltning, så vi håber at vi sammen kan finde en løsning der tilgodeser udviklingen, fortsætter Robert Williamsen.
- Vi er så heldige at være i en position, hvor det lokale forretningsliv viser stor vilje til at bidrage med økonomiske midler. Både Fynske Bank og Intersport har set værdien i, at tage del i klubbens succes. Jeg er derfor slet ikke i tvivl om, at politikerne vælger at fastholde kommunens strategi overfor foreningslivet, og også lægger midler i at udvikle der hvor behovet er størst. Når det er sagt, har klubben også selv lagt penge i projektet, så det er ikke fordi vi skal køre på frihjul, afslutter Robert Williamsen.
Husk at fejre successerne
Martin Svane har således god grund til at fejre, og gjorde det også i mandags, sammen med resten af holdet efter sejren; Jørgen Wissing Grundtvig, Mark Pedersen, Jacob ”Mathies” Mathiessen, Bo Nielsen, Jan Højer Kristensen og Dan Hansen. – Det har været et utroligt forår, med mange og gode kampe. Så vi skal også huske at fejre vores succes og sejre, og det fik vi altså anledning til i går. Husk, at de fleste af de hold vi spiller mod, spiller på de kommercielle baner, er klubløse og derfor har helt andre forudsætninger end os. Det gør præstationen endnu større.
- Jeg er en stolt, glad og ovenpå gårsdagens fejring, i dag også lidt træt kaptajn, og ser frem til at vi kan byde elitedivisionsholdene velkommen på vores anlæg – som forventeligt inden længe bliver udvidet med mindst to nye baner.