Sommeren er endelig kommet til klubben, årets klubmesterskaber står snart for døren, og der er underskrevet aftale på en ny tennis hybridbane. Alt dette kan du læse mere om i denne måneds nyhedsbrev.
Klubmesterskab 2024
Invitationen til klubmesterskabet i padel 2024 er vedhæftet dette nyhedsbrev. Klubmesterskaberne bliver afviklet over fem dage i august og september, hvor finalerne spilles den 7. september (finalerne kan ikke flyttes til andre dage!) Tilmelding sker, som noget nyt, i aktivitetskalenderen under datoen 29/7 2024, hvor der også er sidste frist for tilmelding. Prisen er kr. 50,- pr. deltager pr. række.
Information vedr. klubmesterskabet i tennis kommer senere.
Alle klubbens medlemmer bedes sætte kryds i kalenderen lørdag den 7. september. Her afholdes klubfest!
Aktiviteter i klubben over sommeren
På tennisbanerne kører søndagsmix hele juli måned, mens søndagsmix holder sommerferie på padelbanerne. Jan Højer har til gengæld padeltræning lørdage i juli, og lørdag den 27. juli, kan du stadig nå at få plads, hvis du er hurtig, Tilmelding i aktivitetskalenderen.
Arbejdsdag søndag den 28. juli
Kom gerne og giv klubben en hånd med diverse vedligehold omkring klubhuset og baner søndag den 28. juli. Vi starter kl. 10.00 med morgenbrød og slutter dagens arbejde kl. 12.00 – eller når vi er færdige 😉 Tilmeld dig meget gerne i aktivitetskalenderen (ift. indkøb). Vi håber at se mange jer, så vi kan hjælpes ad og få en hyggelig formiddag i godt selskab.
Nyt klubtøj i samarbejde med InterSport
Vi har til denne sæson fået lavet nyt lækkert klubtøj i samarbejde med InterSport i Nyborg. Tøjet er af mærket Craft og kan prøves hos InterSport i Nyborg. Bestilling kan gøres i butikken, og ellers er det også muligt at bestille hjemme fra sofaen på vores nye webshop med brugernavnet: Nyborg_tennisogpadel og kodeord: NTP. Klubtøjet kan handles på shoppen til -25% under vejledende udsalgspris. Webshoppen vil løbende blive opdateret med gode tilbud på diverse tennis- og padelvarer, såsom bolde, greb, ketchere, bat m.m. Er der noget, som du synes mangler på shoppen, så giv gerne bestyrelsen et praj, så skal vi se, om vi ikke kan få det lagt derind.
Ny tennisbane
Med stor hjælp fra to positive tilkendegivelser på fondsansøgninger hos DGI og Fynske Bank Fonden, er det lykkedes bestyrelsen at rejse kapital til en ny hybridbane på tennisbane 2. DGI har valgt at støtte projektet med kr. 150.000, - og Fynske Bank Fonden støtter os med kr. 100.000, - resten betaler vi selv. En hybridbane er en tennisbane, som man kan spille på året rundt, og udseendemæssigt ligner den vores nuværende baner. Sport Trading står for etableringen af banen. Projektet opstartes i september, og banen forventes spilbar til oktober (afhængig af vejret). Vi håber, I vil tage godt imod banen - vi glæder os allerede til den står klar!
Nyt fra bestyrelsen
Referat fra sidste bestyrelsesmøde kan findes her.
Vi ønsker jer alle en god sommer.