Den røde kasket 29/2022

19. juli 2022 19:14 , af Robert Williamsen

Jeg håber I nyder varmen - der er i hvert fald nok af den for tiden.

Her er i hvert fald nogle nyheder at køle sig ned på. God læsning. 

Terrassen
Det er virkelig dejligt at se, at den nye flotte terrasse bliver benyttet. Der er altid nogle der sidder og nyder en gang drikke og/eller spil på banerne, det er skønt at se. På den baggrund, har vi ansøgt - og fået bevilget - kr. 40.000 af SparNord til at gøre terrassen endnu mere interessant at opholde sig på. Det er bare at glæde sig til at se hvad der kommer :-)

Søndagsmix - tennis og padel
Der er nu gennemført to forsøg med fælles søndagsmix for både tennis og padel - og med stor succes. Det har været stort tryk på både tennis- og padelbanerne, og senest, var der over 35 deltagere i søndags. Det er virkelig en fornøjelse at se alle baner på anlægget fyldt op med glade spillere. Stor tak til både Øjvind og ikke mindst Brunse! Vi glæder os til fortsættelsen.

"Masten"
Som du nok allerede har bemærket, er den tidligere omtalte mast, nu opført. Alle vores (og i øvrigt alle andres, inklusive Nyborg Kommunes tekniske afdelings) forsøg på, at få masten flyttet til et andet sted, har desværre ikke båret frugt. Masten er derfor opført hvor den nu står, og kan ikke flyttes. Det skaber i den grad udfordringer for os, ift. evt. yderligere padelbaner, som vi derfor har indgået samtaler med Nyborg Kommune om. Vi vil efter sommerferien se om vi kan komme frem til en fornuftig løsning til alles bedste. 

Medlemsudvikling
Efter hver ny sæsonstart, er der nogle medlemmer der falder fra. Så også i år. Der har således været et netto frafald på 16 tennismedlemmer.
Til gengæld kan vi konstatere, at vi efter mindre end et års drift, nu har passeret 250 medlemmer der spiller padel, og vores behov for flere baner er derfor i den grad til stede, forudsat vi skal give medlemmerne et godt tilbud om spilletider. 

Padel 254 (163 padel og 91 multi)
Tennis 195 (104 tennis og 91 multi)
Totalt antal medlemmer 358

Gæstespiller
Efter alt for lang tid, fik vi endelig mulighed for at finde en løsning for gæstespil på banerne, enten sammen med et eller flere medlemmer, eller leje af hele banen. Dette er nu implementeret og det ser ud til at fungere rigtigt godt, der er i hvert fald ikke kommet mange henvendelser om det modsatte.

Fynske Bank Klubmesterskab tennis
Der er tidligere udsendt materiale vedr. klubmesterskaber i tennis, som afvikles af et turneringsudvalg med Lars Kirk i spidsen. Mesterskaberne afvikles i perioden 14. - 27. august, og tilmelding foregår på lister der hænger i klubhuset. Til forskel fra tidligere år, afholdes årets klubfest ikke i forlængelse af finalerne. I stedet afholdes der...

Fællesfest for tennis og padel
Festen afholdes 17. september. Se opslag i klubhuset. 

Indendørs booking af tennis
Resultatet af undersøgelsen viste, at I ønsker en anden løsning end den nuværende. Vi har derfor talt med NI-F om hvilke muligheder vi kan tilbyde, givet at der er to forskellige systemer der skal tale sammen. Vi forventer, at vi - efter næste bestyrelsesmøde - har en løsning at præsentere for jer. 

Tennistræning indendørs
Benoist, Eva og Mette har trænt juniorerne igennem sommeren med stor succes. Børnene er glade og har vist stor interesse. De fortsætter træningen i vinter. Der kommer nærmere information om træning når vi nærmer os. 

Med ønske om en god sommer.