Den røde kasket - 35/21

4. september 2021 20:11 , af Robert Williamsen

Sommeren er overstået, og det samme er både klubmesterskaberne og sidst men ikke mindst; Åbningen af padelbanerne. Det er ved at være noget tid siden seneste nyhedsbrev, så det bliver et pakket et af slagsen denne gang.

Fynske Bank Klubmesterskaberne
I godt blandet vejr, blev klubmesterskaberne afviklet over to søndage, to onsdage og en finaledag. Eller, i realiteten blev det til fem dage, hvor finalerne blev spillet. Også i år blev der spillet rigtigt mange gode og spændende kampe, og flere med overraskende udfald. Traditionen tro, blev der både grillet og spist uanede mængder pølser. Tak til Turneringsudvalget, for godt gennemført turnering, og tillykke til alle vindere.

Generalforsamling
Tirsdag 12. oktober skal du sætte kryds i kalenderen til generalforsamlingen. Indkaldelse udsendes senere.

Tematræning tennis
For dig som gerne vil dygtiggøre dig i dit tennisspil, arrangerer vi i samarbejde med DGI, årets anden tematræning søndag 12. september fra 13-16. Hver session varer 55 minutter, og du kan deltage i op til tre sessioner. Du kan blive trænet i grundslag, flugtning, double-taktik eller vejen til nettet i alle niveauer. Klik ind på hjemmesiden og se hvordan du kan tilmelde dig – men skynd dig; Sidste frist for tilmelding er søndag 5. september!

Arrangementer flyttet
Det har i mange henseende været et specielt år, hvor Corona må tage en stor del af skylden. Det har blandt andet resulteret i, at der efter finalerne i klubmesterskaberne, ikke var tilmeldinger nok til, at afholde klubfesten. Den vælger vi derfor at flytte til et endnu ikke fastsat tidspunkt.

Også flasketurneringen bliver flyttet, og afholdes således i starten af næste sæson.

Åbningen af padelbanerne
Seks måneder forsinket, blev banerne officielt åbnet lørdag 21. august. Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Erik Rosengaard stod for selve åbningen, før han tog partifælde og borgmester Kenneth Muhs med på banen og åbnet både banerne og valgkampen mod byrådsmedlem Martin Stenmann og formand for Ullerslev Tennisklub Henrik Vestergaard. I den anden kamp for dagen, stillede fire repræsentanter fra landsholdet i padel op, og spillede et par sæt på højt niveau. På den måde kunne vi både se hvor nemt det er at gå til padel, og hvor god det er muligt at blive. Der var også mulighed for de besøgende at komme til at prøve spillet – også mod landsholdsspillerne. Fadøl, sodavand og – selvfølgelig – pølser, denne gang fra pølsevogn, fyldte sultne og tørstige maver til alle de ca. 120 besøgende. Og sikke mange lovord vi fik fra for de nye baner, men ikke mindst for den flotte og store terrasse. Det var godt at høre – vi er også selv tilfreds med resultatet.

Introduktion til padel
Ad seks omgange, har det været muligt for både medlemmer og ikke-medlemmer, at se hvad padel er for en størrelse. Tilbagemeldingen er, at det dels er nemt at lære, og ikke mindst at det er meget sjovt. For de mange som har været med, er det en stor andel som har meldt sig ind. Det har resulteret i at vi lige nu, efter tre ugers drift, har 75 padelmedlemmer. Med tanke på, at målet var 100 medlemmer i løbet af det første år, er det tilfredsstillende

Padelbooking
Inden opstarten, lagde vi en plan for hvordan booking skulle foregå, vel vidende, at vi kun havde en idé om hvordan den dybe tallerken skulle se ud. Denne plan er tidligere delt med jer. Den er vi alle i gang med at forme nu, og ret hurtigt fandt vi ud af, at én booking var for lidt, hvorfor det er øget til to. Der er mange som kommer med rigtigt mange ønsker og gode idéer til andre elementer vi kan, skal eller bør tage med i betragtning, og det er vi rigtigt glade for. Meldingen herfra er dog, at indtil videre laver vi ikke flere væsentlige ændringer. Det betyder blandt andet, at man skal være fire til en booking. Vi fortsætter også med en times booking på den ene, og halvanden times booking på den anden bane. Det kan godt være, at det for nogle virker uhensigtsmæssigt med den løsning vi har valgt. For bestyrelsen er det vigtigt at sige, at vores fokus ligger på, at alle medlemmer skal få en så ensartet tilgang til at booke som muligt. Efterhånden som vi udvikler os, vil vi se på mulighederne for, at tilpasse bookingreglerne med de muligheder der gives, uden at dette sker på bekostning af tilgængeligheden til banerne for de fleste (medlemmer).

Ekstern booking via Wannasport er også inde i en test-periode, hvor vi prøver at finde det rigtige niveau. Dels ønsker vi, at banerne skal blive brugt, dels ønsker vi ikke, at vores medlemmer skal tilsidesættes af pay-and-play-spillere. Derfor har vi sat begrænsninger på antallet pay-and-play-bookinger, i tillæg til, at de – lige nu – kun kan booke den ene bane. Denne del vurderes løbende, og tilpasses ift. kapaciteten.

Padeltræning
Som tidligere nævnt, er den frie adgang til padelspillet efter seks sessioner, nu overstået. Det betyder, at man fremover skal være enten padel- eller multi- (tennis og padel) medlemmer, for at få adgang til træning. Træningen vil foregå torsdage fra 19-21 og lørdage fra 10-12. Vi har tre instruktører, som på skift, vil forestå træningen; Dennis Vesterskov, Jacob Mathiesen (kaldes Mathies) og Martin Svane. De vil gennem de kommende halvanden måned, dygtiggøre medlemmerne i forehand og backhand, placering på banen, taktik, og nok også fortælle hvad de spanske ord ’bandeja’, ’chiquita’ og ’vibora’ betyder. Træningen vil blive tilrettelagt under hensyntagen til niveau, vil foregå via aktivitetskalenderen, og vil kræve tilmelding fordi der er begrænsede pladser, såvel som en lille deltagerbetaling. Følg med på hjemmesiden – de første aktiviteter lægges op i løbet af weekenden.

Udestående (padel)
Selv om vi er nået langt, er vi ikke helt i mål endnu. Blandt andet mangler der adgang til lånebats til de som ikke selv har bats. Der mangler scoretavler på begge baner. Der mangler en løsning for bænke mellem de to baner, lige som der mangler at finde en god løsning på afslutningen på ’tribunen’/trappen mod bane 1 – Fynske Bank Arena. Alt dette er vi klar over, og får løst i løbet af det næste stykke tid.

Og for de ekstra opmærksomme, kan vi fortælle, at der i løbet af ugen, har været lys på den ene padelbane døgnet rundt i tre døgn. Dette skyldtes dels en fejl i opsætningen af lysstyringen, og dels en fejl i det elektriske anlæg. Det er meget beklageligt for de af vores naboer der har været generet af lys – også om natten. Lyset blev i fredags slukket, og vil først blive sat i drift igen mandag eller tirsdag.

Det var en god portion nyheder på en skøn lørdag aften – god weekend, jeg håber vi ses inden længe på enten tennis- eller padelbanerne.