Den røde kasket

29. oktober 2020 17:47 , af Robert Williamsen

Der er blandede bolcher i denne buket nyheder:

Generalforsamlingen
Vi var 32 medlemmer der havde (hvis alle havde det som mig) et godt, positivt og produktivt møde, hvor der kun var et enkelt punkt til votering. Forslaget om ændrede vedtægter blev vedtaget, med små justeringer. Ud over dette, vil bestyrelsen takke for de anmodninger og kommentarer som blev stillet - det tager vi glædeligt imod, og forsøger at gøre vores klub endnu bedre. Takket være en kyndig og vel forberedt dirigent, kunne bestyrelsen efter små to timer med de gode debatindlæg udnævne Lars Kirk til æresmedlem. Referat og alle bilag ligger på hjemmesiden, i bunden af fanebladet 'Om klubben', klikke på 'Bestyrelsesmøder'.

Nyt klubnavn
Og som en følge af, at de nye vedtægter blev vedtaget, har klubben fået nyt navn, og tager konsekvensen af den tid vi går i møde, således klubbens navn nu er: Nyborg Tennis- og Padelklub. Tillykke til jer alle og klubben! 

Corona
Regeringens stramninger berører selvfølgelig også os. For det første, skal du have mundbind på, når du bevæger dig til og fra Tennishallen eller Centerhallen, inde i Idrætscenteret, men ikke mens du spiller tennis, klæder om, eller er i bad. For det andet, har vi allerede oplevet at andre arrangementer i tennishallen er aflyst til fordel for de som har tennistider i hallen (selvfølgelig uden merbetaling :-). 
Det får også betydning for deltagelsen til træning for store og små. 

Træning for juniorer
Forsamlingsforbuddet for unge under 21 år er stadig 50 personer, inklusive voksne trænere/ansvarlige over 21 år. Forældre, ledsagere og tilskuere har dog ikke anledning til at opholde sig i træningslokalerne. 

Træning for voksne
Forsamlingsforbuddet er grupper med maks 10 i hver gruppe. Antallet af deltagere i tennishallen må godt være højere, blot hver gruppe holdes geografisk adskilt fra hinanden med god afstand (min 2 meter). Der må ikke skiftes medlemmer i eller mellem grupperne. 

Minitennis voksne
Forsamlingsforbuddet er grupper med maks 10 i hver gruppe. Dette løses ved at hver søndag både udvides i tid og deles i to, hvor en gruppe på 10 spiller fra 09.00 til 10.55 og en anden gruppe på 10 spiller fra 11.00 til 13.00. Den ansvarlige for minitennis tæller som den ene af de 10. I tillæg har vi fået en tillægstid, således en gruppe på 10 også er mulighed for at spille tirsdage fra 19.00 til 21.00. Vi vil gerne at så mange som muligt får mulighed for at deltage, derfor er det kun tilladt at tilmelde sig én aktivitet pr. uge, og der må ikke bookes længere end én uge frem i tid. Vi er godt klar over at det teknisk godt kan lade sig gøre - her vil jeg appelere til folks samvittighed. Og husk, at en tilmelding også er lig med betaling :-) Hvis du ønsker at deltage, kan du tilmelde dig via aktivtetskalenderen. Tjek lige dato og tid inden du tilmelder dig.

Nedlukning af klubhus/baner
Vi kunne i lørdags lukke klubhus og baner ned. Tak til de ca. 15 stykker som var mødt op, og medvirket til, at vi blot skulle bruge en god time på, at tage windshields ned, stille borde og bænke under tag, rengøre køleskab og køkken og ellers alle de ting der skulle til, for at vi trygt kan gå vinteren i møde. Vi glæder os til, vi til foråret kan få endnu flere med forud for næste sæson.

Tak til jer
Til sidst, vil jeg takke for en dejlig sommersæson med rigtigt mange gode oplevelser - og så kan jeg kun håbe på, at vi næste år får mulighed for flere gode oplevelser
også udenfor banen.