Booking af baner i Tennishallen i sæson 2022-23

28. august 2022 10:30 , af Ken Brandenburg

Kære medlem

Ved sidste års generalforsamling blev bestyrelsen pålagt den opgave at undersøge medlemmers holdning til hvordan man skulle kunne få adgang til at spille tennis i Tennishallen.

Der blev derfor gennemført en undersøgelse blandt alle klubbens tennismedlemmer og resultatet af denne viste at der var et flertal for at lave en ny model, hvor man i forhold til tidligere ikke kunne have faste tider fra år til år. Derfor vil man nu skulle kunne booke efter samme principper som udendørs – i første omgang bliver det en prøve-sæson. Udover at se om det fungerer og om det lever op til medlemmernes behov og ønsker, er den valgte løsning ikke holdbar i forhold til den administration Nyborg Idræts- og Fritidscenter har og der vil derfor skulle investeres i en rigtig løsning rent teknisk. Samtidig er det forventningen at skiftet kan have indflydelse på klubbens vinteromsætning og dette skal naturligvis også med i evalueringen.

Rent praktisk betyder det at hvis du vil spille tennis indendørs skal du tilkøbe et ”Vinterkontingent”

Du kan vælge enten at købe et fuldtidskontingent som giver dig adgang til alle de tilgængelige tider, det koster DKK 985,- per 3. oktober – så vælger du dette link Fuldtidskontingent

Du kan også vælge at købe et formiddagskontingent, som giver dig adgang til at booke tilgængelige tider indtil kl. 14.00, så koster det DKK 535,- per 3. oktober – så skal du vælge dette link Formiddagskontingent

Når du har valgt dit kontingent og betalt, så vil der på hjemmesiden under banebooking komme en ekstra linie der hedder ”Tennishallen” og der vil du finde et overblik over de timer der er tilgængelige for medlemmer af klubben. Vi undersøger om det er muligt at få adgang til flere timer.

For alle gælder det at man kan maksimalt have 2 aktive bookinger indendørs, man kan kun booke 14 dage frem og der skal være 2 medlemmer for at booke.

Det accepteres ikke at der er spillere på banen, som ikke har betalt for vintertennis. Får man brug for at have en afløser på – uagtet tidspunkt, årsag og tid til spilstart -, kan man booke en gæstespiller som koster DKK 50,- per time.

 De bedste hilsner 

Bestyrelsen

 

Spørgsmål og svar

  • Kan alle købe dette kontingent, eller er det et krav, at man i forvejen har et tenniskontingent udendørs?
    • Alle kan blive medlem, men der reklameres kun internt i klubben!
  • Jeg har svært ved at tilmelde mig og betale online – kan jeg få en faktura i stedet?
    • Ja, det kan du godt men det betyder en længere ekspeditionstid hvor du må forvente at der kan gå tid fra du har betalt til der bliver åbnet for booking! Du kan naturligvis først spille når du kan booke/bookes.
      Du skal så skrive til kontingent@nyborgtennisogpadelklub.dk
  • Er priserne fleksible ift. indmeldingsdato, ligesom vores andre kontingenter?
    • Nej og Ja, frem til 1. november er der fast pris, herefter er der en gradvis nedskrivning af prisen!
  • Skal en booking være 60, 90 eller 120 minutter - og hvorfor?
    • 60 minutter – kræver kun 2 spillere, så man kan booke 2 timer hvis man ikke kan nøjes med 1 time!
  • Må man tage sin søn, datter, moster, mor, kammerat eller andre med og bare booke banen med et andet medlem?
    • Nej! – Hvis man ikke har betalt kontingent, skal man ikke spille. Men du må booke med en gæst – det koster DKK 50,- per time!
  • Deltagelsesbegrænsningen skal (vel) også være gældende i tilfælde af akut opstået sygdom?
    • Ja da – I så fald kan man tilkøbe en gæsteplads!
  • Hvornår kan vi spille i indendørshallen?
    • Vinterkontingentet er gældende fra mandag 3. oktober 2022 til søndag 30. april 2023!
  • Jeg kan ikke se menupunktet "Tennishallen" under banebooking - hvorfor?
    • Du har enten betalt med bankoverførsel, og må vente til der er åbnet op for booking eller du har ikke betalt for vinterkontingent. I begge tilfælde kan du kun spille som gæst ved at betale kr. 50,-!