Arrangementer

7. juni 2023 23:23 , af Sara Skovbo Østergård

Kære alle.

Sommeren er over os, og det summer af liv i klubben og på banerne; det er virkelig dejligt at mærke. Billedet øverst er fra den årlige venskabskamp i tennis hvor Nyborg tog imod herrerne fra KB. Vi vandt kampen med 75 partier mod 64 - sådan! Efter kampen blev der spist en fælles frokost og hygget i det fine vejr. Og det er lige præcis dét, vi er gode til, som klub. Sociale arrangementer, hvor vi kombinerer tennis- og padelspillet med efterfølgende hygge på terrassen og opbakning til dem, som stadig spiller på banerne. Sommeren indbyder til flere af disse stunder, og derfor kommer dette skriv til at omhandle den næste måneds træninger samt arrangementer, som vi håber, I vil deltage i.

Padel: Sidste træning inden sommerferien
Nu på lørdag, den 10. juni, afvikles de sidste træninger inden sommerferien. Har du endnu ikke tilmeldt dig, gøres dette via aktivitetskalenderen. Træningen for let øvede er allerede fuldt booket, men der er stadig pladser tilbage for øvede fra kl. 11.00 – 12.00 samt for meget øvede fra kl. 12.00 – 13.00. Husk at der kun er plads til 8 spillere på hver træning. Så skynd dig at få dig meldt til!

Tennis: Tirsdags- og søndagsmix
Hver tirsdag fra kl. 17.00 – 21.00 er der mix på tennisbanerne. Tilmelding er ikke nødvendig. Passer søndag dig bedre, er der også her mulighed for et godt socialt arrangement. Mixen søndag finder sted fra kl. 09.00 – 12.00. Tilmelding ej heller nødvendig her.

Padel: Søndagsmix
Som på tennissiden, har klubbens padelspillere også et godt socialt arrangement hver søndag formiddag. Mixen for padelspillerne kræver dog tilmelding, da vi kun har plads til 12 spillere. Så husk at få dig tilmeldt i aktivitetskalenderen. Arrangementet finder sted hver søndag fra kl. 08.30 – 11.30.

Tennis: Flasketurnering
Har du endnu ikke fået dig tilmeldt årets flasketurnering i tennis, så skynd dig at gør det, mens der stadig er plads! Der er plads til maks. 20 deltagere, og det koster kr. 25,- at deltage, inklusiv kaffe, kage og frugt, som betales ved tilmelding. Arrangementet starter kl. 13.00, og sidste kamp forventes spillet fra kl. 16.00 – 16.30. Er der stemning for det, tændes der efterfølgende op i grillen, eller evt. bestilles lidt mad udefra, til noget aftenhygge (for egen regning). Kender du ikke reglerne for flasketurnering, kan du læse mere om dem i aktivitetskalenderen, hvor du også tilmelder dig arrangementet. Det plejer at være en utrolig sjov og hyggelig dag, hvor vi udfordrer vores præcision på tennisbanerne.  

Padel: Americano
Fredag den 23. juni byder klubben på to americanoer. Den første, fra kl. 16.00 – 19.00, er for øvede spillere, og den anden, fra kl. 19.00 – 22.00, er for de meget øvede spillere. Fælles for dem begge er, at vi får spillet sammen med nogen, vi måske ikke plejer, og forhåbentlig får vi en masse tætte og sjove kampe. Der er begrænset antal pladser, så hop ind i aktivitetskalenderen og få dig meldt til. Deltagelse koster kr. 50,- som betales ved tilmelding. Prisen er inkl. pølser og vand.

Vil du spille på hold i padel?
Allerede på onsdag, den 14. juni kl. 19.00, er der informationsmøde vedr. Lunar Ligaens efterårssæson.  Så kunne du tænke dig at spille med på et af klubbens dame- eller herrehold i efteråret 2023? Så afholder vi et informationsmøde, hvor du kan komme og høre mere om konceptet samt forventningerne til dig, som spiller. Har du tidligere været på hold, så kom også meget gerne, så vi kan få os et overblik over, hvor mange der gerne vil være med. Har du ikke mulighed for at deltage denne aften, men ønsker at være med på hold eller høre nærmere, så kontakt os venligst. Mødet finder sted i/ved klubhuset afhængig af vejret. Tilmelding til informationsmødet er nødvendig og gøres i aktivitetskalenderen.

Tennis: Dame-jam
Husk vores nye tilbud til kvinderne på tennisbanerne hver torsdag fra kl. 17.00 – 19.00. Eneste krav er, at du er kvinde samt let øvet tennisspiller. Vi spiller doubler, og du møder bare op.  Tilmelding er ikke nødvendig.


Skulle du have lyst til at stå for et arrangement i klubben, så kontakt os! Vi hjælper dig gerne i gang og hjælper med omtale af arrangementet. Vi bliver bare så glade, når nogen tager initiativet til styrkelsen af fællesskabet. 

Vi håber at se dig i klubben – både på banerne og på terrassen.