Endelig er sommeren over os for fuldt, og der spilles på banerne både formiddag og eftermiddag, i aftentimerne og i weekenderne – det er skønt at se. Med det gode vejr, kommer dog også banernes behov for pleje og vand – de kan næsten ikke få nok. Vær derfor sød, og behandle banerne godt, så kan vi have glæde af dem længere.
Tematræning / Spotkursus
Du har muligheden for, at få finpudset og/eller forbedret noget af dit spil eller teknik, når vi afholder årets anden Tematræning. Det foregår om eftermiddagen søndag 27. juni. Her vil der være fokus på grundslag, flugtning, doubletaktik og vejen til nettet, for forskellige niveauer. Klik ind på hjemmesiden, og se hvordan du kan tilmelde dig – senest 23. juni.
Klubmesterskab
Årets klubmesterskaber afvikles over fem dage: 15., 18., 22., 25. og 28. august. Fordi Corona har udsat mange arrangementer til efter sommerferien, har turneringsudvalget undtagelsesvis i år, besluttet at det er muligt at spille finalekampe 26. og 27. august, selv om vi selvfølgelig håber på, at de fleste finaler afvikles på finaledagen lørdag 28. august. Der er åbent for ALLE, og det er gratis at deltage. Til gengæld byder vi på pølser og vand og god stemning, til både deltagere og tilskuere. Tilmeld dig på opslag i klubhuset.
TennisCamp
Også i år afholdes TennisCamp for de unge. Fra mandag 28. juni til torsdag 1. juli, vil en flok unge håbefulde, lovende unge tennisspillere betræde det røde grus til nogle gode timer med tennis og samvær. Vi håber vejret bliver godt, så de også i år kan hygge sammen.
Padel
Som du nok allerede har lagt mærke til, er der fjernet buske og krat og lavet en del gravearbejde for at lave plads til banerne – endda lidt mere end ønskeligt, ved at ledningerne til vandingsanlægget blev gravet over. Det sidste gravearbejde bliver lavet denne weekend, hvorefter de går i gang med arbejdet med, at klargøre området så der kan støbes fundament. Så hvis alt går godt, står banerne klare om en måneds tid.
Holdkampe
Nogle af jer, har sikkert allerede bemærket den store aktivitet der er på banerne, af holdspillere. Det er fordi der i år er tilmeldt 14 hold, og ca. halvdelen af kampene afvikles på hjemmebane. Det er så også med til, at højne aktivitetsniveauet på banerne. Vi krydser fingre for, at de får nogle gode kampe.
Klubtøj
Jeg er ked af de forsinkelser der har været fra vores leverandør af klubtøj. Det har betydet, at der stadig er flere af jer, som endnu ikke har modtaget klubtøj. Der er dog godt nyt – i løbet af den næste uges tid, skulle alt resterende tøj blive leveret, og alt tryk bliver herefter påført umiddelbart. Jeg vil være i klubhuset til søndagsmix den 27. juni kl. 09.00-09.15 - og tirsdagsmix den 29. juni kl. 18.00-18.15, og udlevere tøj til de som mangler. Og husk - alle som enten er, eller bliver medlemmer i år, får gratis t-shirt. Har du endnu ikke været nede i Intersport, og bestilt, er det bare med at komme derned.
Tilbagebetaling
Tilbagebetalingen for den del af indendørs spil som ikke kunne afvikles i 2021 gennemføres, som tidligere annonceret, i denne uge.
Bestyrelsen
På baggrund af uoverensstemmelse omkring en sag, har Kim Damgaard valgt at trække sig fra bestyrelsen – herunder ansvar for baner, klubhuset og som holdansvarlig for motionsgruppen. 1. suppleant Lone Aadal er derfor trådt ind som bestyrelsesmedlem fra dags dato. Kim har ydet en massiv indsats og med mange timer, for at få både klubhus og baner op på det nuværende niveau. Ud over alle de små og større opgaver der er løst med klubhuset, har han været med til, at få lagt fjernvarme ind, således klubhusets levetid forlænges. Banernes gode stand, er et resultat af blandt andet, Kims gode samarbejde med NI-F. Det skal Kim have stor tak for.
God sommer – vi ses på eller udenfor banerne. :-)
Med venlig hilsen
Robert Williamsen