Så er foråret endelig på vej - eller er det...? Altså, ifølge kalenderen, så er det, men jeg må blankt erkende, at Kong Vinter holder ved endnu.
Tennisbanerne
De mange kolde dage og nætter, har også haft betydning for Idrætsparkens forårsklargøring af banerne; Den er forsinket. Men som du måske allerede har set på Facebook, er de gået i gang, og har fået tromlet første gang. Og så går det ellers stærkt. Med mindre vejret er imod os, åbner banerne senest til Standerhejsning 1. maj kl. 10. Inden vi kommer til Standerhejsningen, skal vi dog have gjort klubhus og baner klare med borde, stole, bænke, windshields mv. Dette foregår lørdag 17. april, hvor vi vil appelere til alle om at hjælpe til i en time eller to. Invitation er udsendt og kan findes i aktivitetskalenderen.
Træning
Som de mange foregående år, er der også i år tilbud om træning til både nybegyndende seniorer og juniorer. For seniorer foregår dette tirsdage fra kl. 18-19 og for juniorer onsdage fra 16-18. Se mere information på hjemmesiden, eller kontakt Curt.
For alle medlemmer vil vi, som vi har gjort nogle gange, i samarbejde med DGI, tilbyde temakurser søndag 30. maj og søndag 27. juni. Der udsendes yderligere information omkring dette når vi nærmer os.
TennisCamp afholdes også i år i uge 26 - se mere information omkring dette på hjemmesiden.
Klubhuset
Fordi vi fik lagt fjernvarme ind i klubhuset sidst efterår, har der været en lille smule varme på gennem hele vinteren, hvilket har været rigtigt godt for vores skønne hus.
En t-shirt i gave
Bestyrelsen har besluttet, at klubben giver en gave til alle medlemmer. Baggrunden er Corona-tilstande og manglende spillemuligheder, padelbaner på vej og nyt navn og logo. Det eneste du skal gøre, er at finde din størrelse i Intersport i Nyborg i perioden 14. - 20. april (i tillæg til at betale kontingent). T-shirten får du udleveret til Standerhejsning 1. maj kl. 10. Se yderligere information i den mail du modtog i onsdags.
Holdspil
Også i år, har alle medlemmer mulighed for, at spille på hold i forskellige rækker. For at være med, skal du blot samle et hold på enten 2 eller 4 personer, og fordelt på køn iht. den række I ønsker at spille - og sende information til Kim. Afhængig af hvilke andre klubber som også tilmelder sig, spilles der på forskellige baner på Fyn. Jeg synes selv det er en skøn måde at komme til at spille med andre jeg normalt ikke spiller med, se andre (tennis-)deler af Fyn og møde en masse hyggelige mennesker.
Padel
Det hele er gået som på skinner fra projektets begyndelse, hvor vi startet med at formalisere samarbejdet med Nyborg Kommune. Der blev hurtigt besluttet, at kommunen skulle stå som bygherre, og har således styret processen med alt det formelle, hvor vi har været tre fra klubben som har været med i styregruppen hele vejen. Således fik vi udsendt og modtaget udbudsmateriale, og på den baggrund valgt samarbejdspartnere og leverandører. Herefter er vi stødt ind i et par bump på vejen, som har forsinket opstarten. Som du måske har set i nyhederne, er rigtigt mange byggesagskontorer hårdt belastet med mange sager - så også Nyborg Kommune. Lige nu venter vi på, at få den formelle tilladelse til at bygge banerne, hvilket jeg håber sker indenfor et par-tre uger. I mellemtiden har vi i samarbejde med leverandørerne, lagt en plan for hurtigst muligt at få støbt fundament, bygget banerne, lagt og tilsluttet el, og få det hele til at blive styret i vores IT-system, så vi både kan booke baner og modtage betaling for pay-and-play. Fra første spadestik til banerne står færdige og klare til brug, forventer vi derfor det går (ikke mere end) fem uger. Er vi rigtigt heldige, kan der endda hentes nogle dage. Vi ser i den grad frem til, at vi kan klippe snoren, og byde velkommen til spil - men er altså ikke i stand til at give dig en dato. Med det samme der kommer en afklaring, hører I yderligere. Mit håb er, at vi kan åbne op inden 1. juni.
Når vi ved mere omkring hvornår vi kan åbne, vil I også modtage tilbud om introduktion til spillet. Vi vil også i samarbejde med Intersport, fra klubben sælge et udvalg padelbats samt bolde.
Kontingent
Foråret er jo også tiden for, at betale kontingent. Kirsten forventer, at udsende kontingentopkrævning i løbet af de nærmeste dage. Udsendelsen vil kun indeholde opkrævning for tennis. Alle jer som allerede har, eller har planlagt at også betale for at kunne spille padel, vil derfor først få opkrævning når vi kender datoen for færdigstillelse af banerne. Vi har svært ved, at skulle opkræve betaling for padel, når byggeriet ikke endnu er startet. Og husk at betale kontingentet inden 1. maj - også for at du skal få din t-shirt.
Coronafriturnering
Som annonceret et par gange, og afventet i lang tid, kommer her kort information om den Coronafriturnering vi vil afholde når vi igen kan komme til at spille på banerne. Som bekendt, kan vi mødes op til 50 personer - hvorfor tiden nu er inden til at sende invitation ud. Sæt derfor kryds i kalenderen den 15. maj - hvor vi igen skal mødes og hygge os på banerne med et lille konkurrenceelement.
Udvalg
Til seneste generalforsamling, kom der forespørgsel omkring dels fastholdelse af nye medlemmer, og dels booking af tider indendørs. Pga. forsamlingsrestriktioner, har disse udvalg ikke haft nævneværdig aktivitet gennem vinteren, men vi forventer at kunne genoptage arbejdet inden længe.